Hvedekorn 4-2018 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Reklame, Hvedekorn 4, 2018

Jo for fanden aldrig mere end en fuldmånetime

Som eklatanteste sensation i Hvedekorn 4, 2018, optræder den afdøde, kun måske virkelige, galiciske digter Emilio Alvarez for første gang i bladet, som sædvanlig oversat af meget virkelige og danske Peter Højrup, med en lyrisk afrapportering fra ”Det asturiske bryllup”, han med højst blandede følelser har deltaget i – det er digtets punchline:

Skipperkonen smiler til mig/ fra høstakkens dyb/ og selvom jeg måske ikke forstår/ ægteskabsløfter/ så forstår jeg dog så meget/ at man for sådan et smil/ vil opgive sin vinsæk/ sit æsel/ sin ven/ men jo for fanden aldrig mere end en fuldmånetime!

Overfor Emilios fortumlede bryllupsdeltagelse kunne man fx sætte debutantens Thomas Kirks snorlige, konkretistiske digt ”Ask & Eg”, der lader to rækker af to små ’ér danne en ”allé” ned mellem rækker af a’er og ’er. Hvis man kan se det for sig! Og hvis man ikke kan, er det bare endnu en grund til at få fingre i bladet.

Og sådan kan selv lave sine små pardannelser og grupperinger i den grasserende, storblomstrende pærevælling af god poesi, der udgør et nummer af Hvedekorn. Nogle digte og digtere er pædagogisk sammenstillet på forhånd af redaktøren, fx nummerets to første bidragydere, Rolf, Sparre Johansson og Cecilie Lind, der begge debuterede i bladet for nøjagtigt 10 år siden, i nr. 4, 2008, og derfor er inviteret tilbage til glædelig gensynskhed!

Men på æresord er det ikke med vilje, men et ægte poetisk tilfælde, at de to sidste bidragydere, debutanten Josephine Quinones og den unge veteran Simon Qvist begge begynder med Q! Dette digt af Josephine Q er så præcis en hymne til den særlige Hvedekornske fællesskabseffekt:

I en rundkreds står vi ikke længere om en kokasse men om et håb/ I en rundkreds står vi titusindegange tættere på håbet end før/ I en rundkreds trækker vi strå/ I denne klasse trækker vi stå

I mine tanker trækker mine neuroner strå/ Skal vi i titusindeflok vædde en million og se om der trækkes et kort eller langt

For slet ikke at tale om Kirsten Justesens stolt stenede illustrationer!

skrevet den 25/12/18 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 4 2018: Kirsten Justesen. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys